Det første “spadestik” blev idag taget på en varm og solbeskinnet Albanigade i Odense. Et spadestik er nok en tilsnigelse, for byens borgmester, Anker Boye, fik efter introduktion startet den store maskine fra Wirtgen, der fræser et område på 1000 mm bredden og 320 mm i dybden og loader materialet til efterfølgende genindvinding.

Dermed indviede Anker Boye letbanebyggeriet, der er et af elementerne i den store transformationsproces, hvori Odense omdannes fra stor by til storby.

Medarbejdere, bestyrelse, politikere og personer fra erhvervslivet deltog i den markante indvielse, hvor der blev serveret populære menuer fra den danske pølsevogn.